”Jeg har altid følt, at jeg var anderledes”… er en sætning jeg ofte hører i min praksis. Den meget tunge, begrænsende følelse er ofte et frø, der er sået i den allertidligste barndom. Frøet spirer og kulminerer som regel i teen age alderen. Følelsen tager bo i sjælens fundament. Både bevidst og ubevidst rager den ned i vores dybe rødder. I angst for at vise den frem, for at blive udstillet eller for ikke at høre til, udvikler vi alverdens strategier. Der er mange ansigter (eller delpersonligheder) der kommer til syne af angst for at blive ”afsløret”. Udadvendthed, urolig og snakkende. Indadvendt, stille, vred. Nogle ødsler med materielle goder, bliver misbrugere af sex, alkohol eller rusmidler. Den kommer frem i projektioner og ubevidste mønstre. Den presser konstant på for at komme ud gennem et utal af forsvarsmekanismer. Følelsen bor i os og næres hver gang den støder på en situation, der minder den om dengang den opstod. Kort sagt, så bor en del af os i en tidslomme, der lever med den begrænsende følelse.
Men følelsen har ikke kun en mørk side og den er ikke kun til skade for os.
I alle følelser er der også en lys side – en styrke. Når vi lærer at åben op for det svære, finde ind til energien i vores dybe, hengemte følelser og ser bagom dem – er der en enorm kraft, vilje og livsenergi. Et næsten vulkanisk kraftfelt, der kan bruges til at fylde kropppen og livet ud.
Anderledes-heds følelsen har brug for at blive set, hørt og lyttet til. Det handler om at blive spejlet i sin anderledes-hed, så den hengemte ”delpersonlighed” i os, føler sig forstået og mødt. Når det sker, vil den negative energi langsomt sive ud og forlade knuden i maven (der man ofte placerer følelsen). Der bliver plads til at frisætte sig selv og mod til at være den man er. Man lærer at acceptere, at det er den del af mig og det er ok. Mange der er nået gennem den port, fremstår som fyrtårne for dem der endnu ikke har fundet modet til at turde selv.
I 2015 Oscar showet viste vinderne deres mod til at fortælle verden, at de havde følt sig anderledes. Graham Moore, der vandt en Oscar for sit bidrag til filmen, The Imitation Game, fortalte verden, at han som 16årig overvejede at begå selvmord. Han var angst, fordi han følte sig anderledes. Hans følelse af anderledes-hed gik, på at han var homoseksuel. Det tog mange år før han turde stå ved sin følelse. Men han fik fat i den kraft, vilje og det lys der ligger i følelsens positive, lyse side. Han kæmpede med at acceptere sig selv. Derfor var hans sejr, hans succes, nem at dele med ham, da han stod op og satte ord på det svære tema, med sin Oscar statuette i hånden. Og grunden til at vi der så på, kunne mærke og dele hans smerte var, at vi alle kan spejle os i svære følelser. Vi kan alle mærke, når et budskab kommer fra hjertet, fra et autentisk menneske. Han blev spejlet af de mange andre, der har det eller har haft det som ham. Derfor var Moores opråb, at vi skal turde at tage fat i den svære følelse og stå frem. Vi skal bruge dens lys fremfor at dække den i vores indre mørke.
Julianne Moore, der vandt Bedste kvindelige hovedrolle for filmen, Still Alice, om en kvinde der rammes af Alzheimers, havde samme type budskab. Det er vigtigt, at man bliver set og hørt for at komme gennem den svære følelse. Gennem psykoterapi kan vi arbejde sammen om at komme gennem den svære barriere. En god terapeut kan “holde” rummet og skabe et kærligt, trygt rum, hvor der er plads til at blive selvregulerende og vende sin angst til en styrke.
