Han sætter sig på den side af sofaen, som han plejede at gøre, da de begge kom i parterapi. Synet af den tomme plads fremkalder tårer. Det hele er så uvirkeligt. Jeg troede, at vi skulle blive gamle sammen. Nu er det som om, jeg med et slag er blevet ensom og ældgammel, siger han. Fraværet af den elskede, der har forladt ham, er ubærligt, sorgfuldt. Kærligheden til hende synes nu endnu større og mere betydningsfuld end nogensinde.
Savnet og længslen gnaver i hjertet. Jeg sidestiller smerten og sorgen over tabet af den anden, som sorgen ved dødsfald. Det er en psykisk død man oplever. De kom for sent i parterapi, hun havde taget en beslutning og det betød, at terapien handlede om en exit strategi af hensyn til deres tre børn. Det praktiske gik fint.
Nu kommer han for at få støtte til at klare sorgen. Indtil nu har han været i benægtelse af situationen. Først da flyttekasserne blev hentet, gik det op for ham, at hun mente det.
Man sørger over kærligheden og man søger over tabet af den anden. Sorgen er kærlighedens pris. Uanset om vi mister en partner ved skilsmisse eller dødsfald, er det vigtigt at give plads til sorgarbejdet. Hvis vi ikke gør det, kan vi gå med det i kroppen i årevis og smerten kan sætte sig som sygdom. Det gælder både børn og voksne.
Det er som om der hersker en tendens til, at smerten ”må være ved at være forsvundet, når der er gået 3-4 måneder”. Så må man se at ”komme videre”, begynde på arbejde og få livet til at fungere normalt igen. Det er en klassiker i vores del af verden.
På den baggrund er der mange, der kommer i terapi og skal have nogle ”værktøjer” til at glemme, komme sig, se fremad.
Og jeg siger ja, det kan vi godt, men først skal du have et rum til at få sat de ord og følelser på det, der sorgens natur. På det din sorg handler om og lige så vigtigt, skal du turde være i sorgen og mærke smerten. Vi kan ikke gemme den væk, for den vil vedblive med at smerte i os hvis vi prøver at lægge låg på den.
Når et menneske vælger dig fra og forlader parforholdet, opleves det som at få revet hjertet ud. Mange søger efter en mening – hvorfor skete det? Hvorfor så jeg det ikke komme? Hvorfor vil hun ikke give det en chance mere? Hvordan kunne jeg være så tykpandet?
Faserne efter chokket, vreden, afmagten og meningsløsheden afløses langsomt med tiden af accept og heldigvis står kærligheden over alt andet.
I smerten vil det gode der var, afløse den onde skygge. For selvom vi skilles, har der været et ”vi” og det vil altid leve i en, med alle minder og de gode stunder, som har været med til at forme din egen historie.
I vores samfund skal vi fjerne alt det der gør ondt og volder smerte, men for at vi kan komme godt igennem sorgen, må vi blive ”venner” med den. Sorgen kan vi ikke blive kvit. Den kærlighed der ligger i sorgen, må vi lære at leve med og acceptere.
Sorgen bliver ikke mindre, men den der arbejder med sorgen, udvikler sig og giver plads til mere end sorgens følelser. Til nye facetter i livet. Vi skal ikke vende sorgen ryggen, men se den i øjnene.
