”Jeg føler ikke rigtigt, at jeg kan sætte ord på den måde, jeg har det, fortæller en 53årig kvindelig klient.”Det er en blanding af sorg, alenehed og afsavn. Jeg er ret frustreret. Har jo egentligt alt; en sød mand, gode kollegaer og et dejligt hjem. Alligevel er der noget, der gør mig trist”.
Sammen gennemgår vi hendes livssituation og hvad der er sket de sidste år. Under samtalen kommer vi ind på sønnens afrejse til USA, og det var som der gled en mørk sky henover hendes sind, da hun talte om det. Han var den sidste af parrets tre børn, der flyttede hjemmefra. En tåre triller ned over kinden. Det var svært at sende ham afsted.
Eksistentialister kalder min klients følelser for ”den tomme redes syndrom”. Der sker meget i ens følelsesliv og krop, når man skal se på sit liv i et nyt perspektiv. Mange føler sig ikke værdifulde, som da de var mødre til små børn. Det er vigtigt, at man tør være åben om forandringerne og kan tale om de mange modsatrettede følelser, når børnene er væk og livet går sin gang.
Det er især under den daglige gåtur med hunden, at hun mærker sin tristhed og overmandes af svære følelser og sorg. I vores samtaler om livet, møder vi også døden og hvordan det opleves i hendes liv. Hun fortæller om sine erfaringer med at miste og hvordan der gik længe, før hun kunne forlige sig selv med moderens død.”Nu er det jo mig, der er sidste led i vores generation”. Har jeg fået det ud af livet, jeg ville? Vil jeg nå at se mine børnebørn? Der er mange, der reflekterer over at stå yderst på livets vej. Det er naturligt og vi kan forholde os til det fra flere vinkler.
For denne klient er det var følelsen af, ikke længere at være værdifuld for nogen, der fyldte mest. Savnet af den lille baby hånd, hele identiteten og rollen som mor, føltes som et kæmpe tab. ”Jeg var værdifuld og elsket”. Du er stadig mor og det er en anden tid, du nu er mor i. Vi arbejder med at dis-identificere sig fra mor-rollen, så det der skaber uro og afsavn, kan erstattes med følelsen af glæde og stoltheden ved at have to store, velfungerende børn.
Vi taler om accept af livets dynamik og hvad hun mærker, i savnet og ensomheden. Efter lange, dybe samtaler om livet, kan hun mærke, at hun har det bedre og at formen vi taler i, langsomt fører hende på sporet af mere positive indre billeder. Vi taler om accept, af det som er, og hvordan det føles at se det i øjnene. Om alle de ting, der hiver hende i den anden retning. Hun noterer sig, hvad der går forud for de situationer, hvor hun bliver nedtrykt.
Mit udgangspunkt er, at den utryghed og frygt der lever i min klient, skal mødes og rummes i samværet med manden. Mit fokus i arbejdet med klienten er, at hun skal kunne dele sine inderste tanker med manden, på en måde, så han kan forstå, at hans bidrag er værdifuldt. Hun skal inkludere manden i sine tanker og følelser, så han kan fornemme, hvordan det er at være hende.
Vi aftaler, at hun og manden dagligt går tur med hunden og taler sammen.
14 dage senere melder klienten tilbage, at hun trives bedre. Det føles godt at inddrage manden på en rolig og vedkommende måde. Hun var lidt overrasket over, hvor meget manden selv åbnede op og var støttende. Hun opdagede, at han har det på samme måde, men bearbejder det anderledes.
Måske havde hun lukket sig lidt mere inde, end hun selv var klar over. Hun har stadig savnet af børnene. Men hun har dis-identificeret sig med rollen som mor. Hun erkendte, at rollen kunne godt virke lidt tyngede og krævende for hende. Hun oplever sig stadig som mor – men nu i højere grad som et positivt tilvalg, snarere end et tab af identitet. Hendes alenehed og frustration bliver mødt med kærlighed og forståelse fra manden. De to har genforenet (re-bonding) sig og taler nu om fremtiden og hvad de kan gøre sammen.
Mange terapeuter vil pointere, at man selv har ansvaret for sin lykke og vej. Det er nok sandt, men det svært at stå alene med så mange frustrationer og svære følelser. Og det er i tilknytningen, i mødet med den anden, at vi oplever os forstået, rummet og kan blive trygge igen. Vores nervesystem falder til ro og åbner sindet, når vores partner møder vores frustrationer og længsler. Det er også mentaliseringsevnen der øges, når vores partner kan se verden med vores briller på. Når den vi elsker engagerer sig i at være der for os, når det er en svær tid. Det er fordybende og forenende.
