På en gade i indre by møder jeg en ung mand med en barnevogn. Han genkender mig og viser stolt sin 14 dage gamle datter frem.
3 år tidligere kom han og kæresten i parterapi. De havde været sammen, siden ganske unge og havde et lille barn. De var i krise. Der havde været utroskab, fortielser, den ene var for kedelig, sad kun foran en skærm, den anden opsøgte andre på sociale medier osv. Hun opsøgte konflikter. Han var fuldstændig resigneret. Hun var udadvendt og trivedes bedst i sociale sammenhænge. Han følte sig fysisk hæmmet og angst ved større grupper. Der blev ved med at vælte skeletter ud af skabet. Hun flyttede og fandt en anden.
Han fortsatte terapien med støttende samtaler. Han tænkte kun på hende og ville ikke opgive håbet om at de skulle finde sammen. I månedsvis arbejdede han sig gennem alle indre lag og kæmpede med sig selv. Trods alle de op- og nedture der er forbundet med en indre oprydning, gav han aldrig op. Selvom livet føltes mørkt, ensomt og uretfærdigt, havde han grundlæggende tillid til sin proces.
Opvæksten var præget af en masse skoleskift, flytninger og ensomhedsfølelse. Han havde ingen interesser udover computerspil. Fraskilte forældre havde deres at se til. En handicappet bror fik opmærksomheden. Ingen anede at han aldrig gik i skole. En praktikplads i en stor virksomhed blev et vendepunkt.
Et liv uden kæresten føltes kaotisk og sorgfuldt. Prøvelserne ville ingen ende tage. Han måtte at acceptere at hun fandt en anden.
Når klienten arbejder med sin historie og erkender tidlige programmeringer, kan vi sætte dem ind i en nutidig kontekst. Derfra kan klienten få flere nuancer på sine erfaringer. Man får en masse teknikker til at forstå sit indre barn, indre behov og længsler. Det er givende at se hvor hurtigt et menneske kan ændre tidlige kodninger ved at forstå sig selv. Det er meget helende. Der sker meget, når vi hengiver os til at se indad og blive stærkere ved en indre oprydning.
Langsomt lærte min unge klient sin far at kende gennem ærlige samtaler og nye vinkler på forældrenes skilsmisse. Langsomt fik han succes med at slukke for computerspillet og bevæget sig ned i et træningscenter. Langsomt fik han venner i andet end cyberspace. Langsomt lærte han at stå op for sig selv og give udtryk for sine egne behov, følelser og tanker. Han lærte at fylde sig selv ud og være hjemme i egen krop og hoved.
Han afsluttede sit forløb som en hel ung mand, der vidste hvem han selv var. Han opgav aldrig sin drøm om et familieliv med exkæresten.
Som terapeut kender jeg som regel ikke fortsættelsen, når en klient og jeg skilles. Men denne smukke efterårsdag, var et gensyn der i den grad berørte mig.
Det er livsbekræftende at se den mand, der tog hele turen og møde ham i en den bedste version af sig selv. Han fik sin ex tilbage. Hun fik den mand, hun ønskede sig. Han fik den familie han altid troede på og blev leder på sit job. Det er da et moderne eventyr – ind i essensen.
