”Jeg har ikke lyst” .. fire ord der ofte lever et langt og ensomt liv i det inderste af vores sind. Og den dybe sårbarhed rundt om ordene og følelserne pakkes ind i lag af undvigende eller vred, måske aggressiv adfærd på ydersiden.
Sløringen af ordene fremkalder destruktive, skamfulde, ydmygende følelser i et menneske. Før i tiden talte vi om det i forbindelse med overgangsalder. Nu oplever jeg det i parterapien som et tabu, der både ses hos modne par og stigende grad hos de unge kvinder.
I kølvandet af reaktionerne på manglende lyst følger lavt selvværd og isolation i forhold til intime relationer. Løgn og forstillelse i forhold til nære venner. Intet føles mere tabubelagt end ikke at kunne leve op til forventningerne (både egne og andres) om hvordan man skal være et sexuelt menneske – hvordan man er RIGTIG. Og vinder andres anseelse.
Især hersker der blandt de unge mænd og kvinder jeg møder, en dyb ensomheds- og forkerthedsfølelse. De ikke kan spejle sig i nettets forskruede exponering af spændstige, velpolerede kroppe, liderlige, stønnende kvinder, der ikke har et gram for meget på kroppen og som alle synes at have et umætteligt behov for at blive taget eller selv at erobre. De ved godt at det bare er nettet, men det kan ikke se sig fri for at det også er normen. Flere fortæller også om en kultur fra deres teenagetid, hvor det var normen at lade sig fotografere i obskøne situationer, at udstille sine attributter og lade som om.. man havde gang i det helt store. Alt sammen for at være populær.
Og uden at overveje om det er sådan et sundt sexliv er.
På nettet lever de unge og her er der er ikke meget der overlades til fantasien. Pludseligt er det bare ikke sjovt mere og man kan ikke længere klare at være med. Det hele viste sig måske bare at vare noget man gjorde, fordi de andre gjorde det. Reality verdenen har tag i de unge og i mere end blot en forstand. Sjælen har svært ved at følge med.
De film der vises på de store mediekanaler er mestendels action- og krimiprægede og hvis der er sex, er det tju-bang knald fremkaldt uden lidenskab, lige på og hårdt. Det hele skal vises og fylder fladskærmen ud. Det er så banalt og unge vildledes til at tro, at det er sådan sexualitet og kærlighed ser ud.
Væk er de erotiske anstrøg, der langsomt vækker og opbygger det sted i vores hjerner, hvor de erotiske fantasier gror og trives. Film der taler til vores sanser og langsomt inviterer os med på en rejse ind i begæret til os selv, den anden og den verden vi lever i.
Gamle franske filmklassikere cater ikke til den brede masse af unge, der er ”kidnappet” af de sociale mediers let omsættelige, fotoshoppede og forvanskede billeder. Brugerne er ubevidst fanger i en verden, der gør alle til ”slaver” af deres verden. Væk er nærvær og ægte opmærksomhed. Og det har en pris. Sociale medier giver hele tiden små lunser af belønning i form af flere indslag, film og billeder. Det har overtaget vores lystcenter. Nu er vores begær og belønnings center i hjernen mættet af medier fremfor menneskeligt nærvær og kærlig og kontakt.
Den betaler mange for i øjeblikket. For hvad betyder det for det enkelte menneske, især de unge, når de oplever sig selv som forkerte og mangelfulde fordi de ikke føler sig som omvandrende sexhungrende væsener?
De bruger oceancer af energi på at forstille sig. Piger lyver overfor deres veninder om deres lyst og frekvens. Lyver om deres evner på lagenet og fortier eller overgør hvordan de egentligt har det i deres inderste. De føler sig dybest set ensomme og isolerede. Deprimerede, triste og har svært ved at finde ind til kernen i sig selv.
Corona har naturligvis ikke hjulpet her. Det har skabt binge-tv, coronakilo og kropslig ladhed som er svært at komme ud af. Og det har bestemt ingen positiv virkning på sexlivet.
I parterapi eller individuel terapi vil vi finde modet til at få afdækket og pillet lagene af, der har dækket over den utilfredshed eller de konflikter man oplever. Vi vil muligvis får sat flere ord på – de 4 svære ord. Og vi vil derfra søge tilbage til at få fokus på vores sanser og fantasier. Vi vil søge at finde det sted, hvorfra man kan finde modet og evnen til at tage kontrollen tilbage i sit indre og finde styrken til at sætte ord på det, der glæder os – og forstærke det. Og styrken til at stå ved det – befrielse – integration. Ny vej frem. Lyder det indviklet? Det er det ikke… men krop og sjæl skal finde hinanden og trygheden skal tilbage, før man kan få lysten igen.
