Jeg sidder overfor et ungt ulykkeligt par. Deres kærlighed er ikke mere som den var. De fortæller længe, med store følelser, om deres møde i Mellemøsten, om længslen og det der fik dem til at gøre alt – simpelt hen alt – for at få hinanden. Han gav store ofre, gik imod det han var opdraget til at tro på og gøre, for at få hende. Måske for store ofre? Fordi løgnen indhentede ham, samvittigheden nagede så kun flugten og hans senere utroskab lindrede – en kort stund. Kærligheden kunne ikke bære de store forandringer, der kræves, når to mennesker med vidt forskellig baggrund og kultur forelsker sig.
Der skal arbejdes hårdt på at skabe integrationen med den nye verden. Det er begge parters ansvar at støtte hinanden og det er hårdt.
Hverdagen i Danmark var svær for den smukke, unge muslimske kvinde. Hun var veluddannet og troede, at hun med sit udadvendte og intelligente væsen, kunne klare enhver udfordring, så længe han stod ved siden af hende. Som en fin blomst begynder at visne og hænge med hovedet, når den savner næring, skete det også for hende. Trods sin enorme livslyst og tro på at kærligheden ville tåle alt, begyndte negative følelser at vokse og de næste tre år følte hun sig stadigt mere isoleret og jaloux. Han klarede ikke at se på hendes triste ansigt og konstante tryglen om at være sammen og den negative spiral voksede.
Hun stødte på kulturelle og menneskelige forskelle overalt. Ensomhedsfølelsen kunne ikke opvejes af de ugentlige skype-møder med veninderne i hjemlandet. Parrets veje begyndte at køre i hver sin retning. Nu skulle terapien være deres sidste chance. Det var hende der tryglede og bad ham gå med.
Der er mange veje ind i parterapien, men det er vigtigt at få skabt nogle ”samarbejdsaftaler”, som alle må respektere. Og vi må bruge tid på at få adskilt tingene, så alle er enige om hvor de forskellige emner ”hører til”, før vi kan gå ind i en dybere relation omkring det terapeutiske arbejde.
Forståelsen og respekten for andre kulturer må være en del af terapien. Inddragelse af nærværstræning og energiarbejde løsner op og skaber ro i ”arbejdsrummet”. Det kan tage lang tid. Men først når der er etableret den fornødne tillid og ro – bliver der åbnet op på en måde der er til at arbejde med og skabe forandring. Ro, afspænding, udånding, give slip.. mindfulness åbner sindet og rydder skrammel og negative sindsstemninger og tanker til side.
En dag efter en kort hjerte meditation kom han frem til kernen… Det er måden hun smiler til mig på, sagde han med en stille, stærk energi.
Den lillebitte åbning ind i det transpersonlige felt, altså det højdepunktsøjeblik, klienten kan sætte sig udover sit ego og sanse et flow, lykkefølelse og ren værenskvalitet, er det glimt, der kan få stor betydning i det videre arbejde. Alle i relationen fornemmer det. Den energi kan være fundamentet og byggestenen til at give parret noget positivt at bygge relationen op med igen …