Gode intentioner – der bliver misforstået
I EFTparterapi vil terapeuten lytte dybt ind i det, der fortælles og forsøge at udrede trådene og finde mening i de situationer, klienterne giver udtryk for gennem adfærd, tanker og følelser. Og derudfra sætte det hele ind i en tilknytningsramme, så det giver mening for parret.
Vi har en læresætning der lyder; Bag enhver frustration gemmer der sig en længsel. Det er med rette, for hvis vi lytter dybt nok, viser der sig ofte en verden af følelser og længsler, som vi har det med at ”pakke ind” i handlinger. Hvis vi medtager kropssprog, toneleje, ordvalg, hvorledes klienten reagerer og regulerer sig selv under sin fortælling… formes der brik for brik et billede som i et puslespil. Klientens indre verden folder sig langsomt ud og gennem fortællingen kommer nye erkendelser frem.
I parterapi er det vigtigt at terapeuten har øje for og ser alle brikkerne. Med to menneskers, indimellem ret komplekse, historier, kræver det dyb empatisk indføling i ord, adfærd og følelser. Og stort overblik.
Sammen forsøger vi at finde mening og sammenhæng i konflikter.
Samtidigt forsøger vi at adskille funktion fra effekt for at forstå klientens intention med den, måske mislykkede handling, eller adfærd. Det man gjorde eller sagde, der fik den anden til at reagere. Selv i de mindste handlinger og situationer vil funktion og effekt give mening. Her er et eksempel:
Kvinde K glæder sig til aftenens middag sammen med sin mand, M, da det er en aften uden børn. Det har været en travl periode i parrets liv og derfor har K en forventning om at det skal være romantisk, hyggeligt og parret skal have ”indhentet” alt det forsømte, på parforholdskontoen. Så K tager tidligt hjem og begynder at skabe stemning, dækker bord og begynder madlavningen. M kommer hjem og da K opdager, at hun har glemt en vigtig ingrediens til sin ret, tilbyder M at løbe ned og hente det i supermarkedet. M har haft en super svær dag på jobbet, men det nævner han ikke for K. På sin vej til supermarkedet ringer chefen om noget vigtigt. Samtalen tager tid. M kan ikke få lukket samtalen, og da det endeligt sker, skynder han sig ind og glemmer mobilen i bilen. I supermarkedet tænker M, at han nok også bør købe ind til de næste par dage, så K kan slippe for sin ugentlige indkøbstur. Tilbage i lejligheden står K og venter. Tiden løber. Hvad hun følte som noget der burde tage max. 15 min. begynder nu at nage. Hun ringer efter 30 min. Der svares ikke. Hun bliver urolig. Bekymringer og tanker fylder. Hvad er der sket? Efter 55 min. er M tilbage. Han har to poser med varer med ind. K kan nu ikke længere holde inde og reagerer med at være rasende, vred og råber ad M. Hvorfor ringede han ikke? M bliver også vred over at blive overfuset. Han har i forvejen haft en elendig dag, så hans reaktion bliver også voldsom. Ks fint dækkede bord, maden og stemningen er nu i ruiner. Hun løber grædende ind i soveværelset. Føler sig svigtet, afvist og nedprioriteret. M skummer af raseri og går en tur for at få ro på sig selv. Han føler sig totalt misforstået og uretfærdigt behandlet.
..I parterapien er det nemt at adskille funktion og effekt. Ms forklaring lyder; jeg kunne ikke afværge min chefs opkald. Det tog tid. Da jeg omsider stod i supermarkedet, troede jeg at K ville blive glad, fordi jeg tænkte forud og købte ind til børnenes madpakker og vores middage for de næste par dage. Det er normalt aftalen at K tager det indkøb.
Funktion: M intention var at sikre, at K kunne spare en tur i byen, når hun nu havde en travl uge og at gøre hende glad ved at tage initiativet. Normalt føler K at hun skal presse M til at tage initiativer. Nu ville han overraske hende med at gøre det af egen fri vilje!
Effekt: K aner ikke hvad M tænker. Alt hun ser er at M ikke værdsætter hendes indsats for at skabe en romantisk aften for dem. M´s manglende forståelse for situationen betyder, at K føler sig nedprioriteret, afvist og svigtet.
Når vi tager brikkerne bid for bid og taler det igennem, kan både M og K se sceneriet for sig. De kan godt se, at det er en række uheldige omstændigheder men mest af alt og vigtigst.. når de taler om den bagvedliggende intention, betydningen af det de gør, ændrer musikken sig. Det relationelle tiknytningsmønster er tydeligt for dem.
Parrer lærer at være bedre til at tænke over hvad der hver især trigger dem. Og at deres gode intentioner vil blive værdsat og anerkendt, hvis de formår at sætte et par ord på det de agter at gøre. Vores partnere kan ikke læse vores tanker.