Sønderknust sidder en 39-årig mand i terapilokalet og siger, ”lige pludselig forlod hun mig bare”. Og han fortsætter, ”Jeg havde virkelig ikke set det komme”. Han undrer sig over, hvordan hun kunne finde på bare at skride. Sådan indledes flere terapiforløb, hvor den ene part, ofte manden, sidder med følelsen af at være fuldstændig kørt over. Tæppet er trukket væk. Kone, børn og hjem er væk. Mange terapeuter kalder det en ”klassiker”, når de møder mænd, der ikke har ”lyttet godt nok”. Og når de møder kvinder, som fortæller, at de i årevis har givet udtryk for deres utilfredshed og vrede. De har gjort ALT og til sidst skrider de.
I terapiens indledende faser handler det om støtte og skabe tillid til processen, så rummet og følelser anerkendes, og der kommer ro i nervesystem og tankestrømme. Efterhånden vil manden begynde at se på de roller og mønstre, der har udfoldet sig i forholdet. Som iagttager arbejder han med at se sit forhold udefra, og begynder at få mere forståelse for fordelingen af roller, adfærd og de handlemønstre der har skabt dette forholds ”dna” og grundlaget for samlivet.
Ofte lader jeg klienterne være en slags ”instruktør” i deres eget liv. De visualiserer og beskriver indledningen, handlingen, episoderne, og når det er lagt ud, erkendt og anerkendt, falder mange brikker på plads. Anerkendelsen forvandler langsomt ”jeg forstår det ikke” til ”jeg kan godt se det”. Og ”hvis jeg bare havde forstået det sådan”.
Derefter følger følelser som skam, følelsen af at være en idiot, der har kastet sit liv overbord, at være hulemand, konfliktsky, offer osv. Ærgrelse, sorg, længsel, sårbarhed og vrede er på arbejdsbordet i den periode. Det er alt sammen følelser og sansninger, der kan arbejdes med og der er meget udviklingspsykologisk materiale i den fase.
Før eller siden kommer man til et sted i sig selv, hvor erkendelserne kan anerkendes og integreres fra det følsomme hjerte, og vi kan fortsætte udviklingsdelen og se kvaliteten i ”nuet”.
”Instruktøren” begynder nu at forberede kommende afsnit i sin føljeton, ”den jeg er og tager ansvar for at være”. Man folder sig selv og sit liv ud i nye versioner, drømme og visualiseringer. Nogle ser mønstre fra opvæksten og ønsker at gå længere og bruge regressionen og smerten aktivt som udviklingspotentiale for at søge ny veje, med det som livet nu byder. Andre har brug for mere tid til at mærke det at ”være mig, som den jeg er nu”, og det kan være svært og tage tid at erkende tabet af identifikationen ”ægtefælle/ partner” med alt det tab af prestige, social nedstigning til single osv. som mennesker tænker og tror om sig selv og deres situation.
Der kan være mange identifikationer som man må gøre op med. Men opdagelsen af egen værens-kvalitet er af uvurderlig værdi. Det giver styrke og ro til nye udfordringer og til at komme videre i livet.
