En ny tradition af en sammensat familie som har valgt hinanden, fælleskabet og det ukendte fremfor mulig ensomhed, bitterhed og frustration. Min eksmand kalder det Eks-mas.
Det er jul, skilsmissebatten raser, følelser er i kog og overskrifter og brevkasseindlæg breder sig i dagblade og på internet, hurtigere end det tager en flæskesteg at få sprød svær. Jeg har blandt meget andet læst at man fra forskningens side ved, at ved en tidlig skilsmisse i børns barndom er de negative effekter større. Og ja – skilsmissekulturen er kommet for at blive og deraf sorg og smerte for alle involverede.
Især i denne juletid hvor alt – tilsyneladende – for en familie i krise kan se ud som idyl for alle andre end en selv. Må jeg på opfordring forstyrre julefrygten med en kort beretning om hvordan vi hos os, som også er en del af den støt voksende statistik, klarer os igennem julen som skilsmisseramt familie ?
Jo se, fagfolk anbefaler et beredskab der beskytter børnene. Det har vi altid haft i vores familie. Det beredskab er os. Da min eksmand og jeg blev skilt for ca. 17 år siden var det naturligvis svært en del år efter, en lille fyr skulle dele sin mor og far i hver sin ende af landet og fik oven i købet en lille pige som sin søster og hendes mor som sin pap-mor. Et år ændrede min private situation sig og min søns far og nye familie synes ikke jeg skulle side alene i julen. Jeg blev inviteret til juleaften i deres hjem – med det hele. Og sådan har det været lige siden.
Besætningen er som følger: vores søn, min eksmand og hans kone – og hendes mor, datter og min eksmands kones eksmand, og hendes eksmands forældre, som er hendes eks- svigerforældre. Og min eksmands forældre, som er bedsteforældre til vores søn. Da jeg mistede min far, blev min mor, min søns mormor som er min eksmands eks-svigermor, inviteret med til juleaften også og så er der mig. Det bliver til 6 børn, 9 forældre, 4 eks-svigerbørn og 6 bedsteforældre. Juleaften er blevet en tradition, vi mødes om eftermiddagen og drikker kaffe, går i kirke, spiller pakkeleg, spiser julemad og danser om juletræet. Hver bidrager med enten vin, småkager eller ris a la mande. En ny tradition af en sammensat familie som har valgt hinanden, fælleskabet og det ukendte fremfor mulig ensomhed, bitterhed og frustration. Min eksmand kalder det Eks-mas.
I mit daglige arbejde lever jeg af at skabe det perfekte visuelle billede. Vores sønderjyske jul er ikke et perfekt billede, det er med menneskelighed med hvad deraf følger, og hjertelighed. Jeg tænker selvfølgelig over hvordan en så broget skare med gamle og nye familiekonstellationer på kryds og tværs kan hygge sig i fred i hinandens selskab. Lige gyldigt hvad og hvordan – så kender jeg min plads som gæst i min eksmand og hans kones hjem. Det betyder at jeg kan nyde og yde når der er brug for det. Hvis jeg går på restaurant forventer jeg jo heller ikke at de laver sovsen på samme måde som jeg selv gør. Jeg tager gerne opvasken, parterer andestegen og skrubber brændt sukker af panden. Og så kan jeg slappe af og opdage at min søns far faktisk ikke laver sovs, men sauce. Jo, den første jul sammen var akavet ikke at forveksle med ubehagelig. Men på det punkt var vi jo alle lige.
En kærlig hilsen til min jule-familie, en særlig kærlig hilsen til min eksmands kone – fordi du åbnede din dør og dine arme. Og en kærlig hilsen til familier i en svær juletid. Det kan lade sig gøre at komme særdeles godt videre i livet efter en skilsmisse med børn og jeg er stolt over at vi i vores fælleskab har skabt en tryg base, en familie og et søskendeforhold mellem en lille dreng og en lille pige når nu deres egne forældre ikke længere er sammen, også den dag vi ikke er der fuldtalligt længere. Den lille dreng og den lille pige er i øvrigt i dag et par selvstændige, modne, kærlige og dejlige voksne unge mennesker på 20 og 28 år. Det er deres mødre også særdeles enige om.
Af: Lene Ostenfeldt – blogger/stylist og forfatter.
http://www.leneostenfeldt.dk/?page_id=2
