Når én i parforholdet ønsker mere frihed – om at finde nye veje sammen
Flere par kommer i terapi, fordi én af dem mærker et behov for mere frihed i relationen. Det handler ikke nødvendigvis om manglende kærlighed – tværtimod oplever mange, at de stadig elsker hinanden, men at følelsen af at være bundet kvæler noget vigtigt i dem.
Når et sådant ønske kommer frem, starter der ofte en følelsesmæssig rejse. Den partner, som ikke har ønsket forandring, bliver typisk ramt af chok, angst og frygt for at miste. En periode med følelsesmæssig deeskalering følger – for hvordan forholder man sig til et ønske om forandring, man ikke selv har bedt om?
Dernæst kommer ofte vrede og oplevelsen af svigt. Det kan føles, som om fundamentet rystes. I parterapien vil parret over for tre grundlæggende muligheder:
- De går fra hinanden.
- De lukker øjnene og fortsætter som før.
- De forsøger, undersøgende og forsigtigt, at gå en ny vej sammen.
Sidstnævnte kræver mod og åbenhed. Faren i denne fase er, at den ene part føler sig presset til at gå med af frygt for at blive forladt. Hvis begge parter alligevel ønsker at blive sammen og er villige til at udforske mulighederne, begynder en ny fase – en samtalebaseret fase. Derfor vil der være individuelle sessioner i denne fase.
Her kan EFT (Emotionally Focused Therapy) spille en vigtig rolle. Som parterapeut hjælper jeg med at identificere mønstre, synliggøre reaktioner og undersøge de bagvedliggende følelser og længsler. Når først der er kontakt til det sårbare indre, kan der opstå nye forståelser – af både sig selv og hinanden.
Nogle par vælger at åbne forholdet for seksuelle relationer, men sætter klare grænser omkring følelser. Andre ønsker fuld åbenhed og taler om polyamori. Nogle laver aftaler om affærer, som ikke skal italesættes, men heller ikke føre til brud. Mulighederne er mange – det vigtige er, at aftalerne føles trygge (nogle taler om at utryghed vækker begær men ordet har en den betydning her) og meningsfulde for begge.
Det smukkeste jeg oplever som parterapeut, er når parret – gennem den svære proces – oplever en ny form for forbundethed. Uanset vor de lander, så tør de nu tale om det, der før var forbudt eller gemt væk. De får et fælles rum, hvor der er plads til ærlighed, sårbarhed og nysgerrighed. Og netop dét skaber ofte mere nærhed, mere liv og i nogle tilfælde – i visse situationer – en form for nyforelskelse.
Nogle opdager endda, at de slet ikke har behov for andre partnere, men at friheden i sig selv skaber en ny gnist i relationen. Når rummeligheden vokser, og parret tør tage ansvar og være i de svære følelser sammen, finder de ofte en ny vej – en vej, som er deres egen.
Case: En ny vej – sammen
Et par i midten af fyrrerne kom i terapi med et ønske om at bevare og udvikle deres nære relation, samtidig med at kvinden mærkede et behov for mere frihed og livsudfoldelse. Hun ønskede ikke at falde hen i gamle mønstre og rutiner. Manden følte sig grundlæggende tilfreds – han spillede tennis og så fodbold med vennerne – men han var også nysgerrig på, hvad kvindens behov handlede om.
Parret havde et stærkt fundament. De følte sig trygge og forbundne, men der var samtaler, de aldrig havde haft. Særligt om sexlivet, som havde været sat på pause i en længere periode, da manden tidligere havde været alvorligt syg. Nu var han kommet stærkt tilbage – veltrænet og livsglad – og parret udgjorde et udadvendt, ressourcestærkt team.
De indgik først en aftale om, at de i et halvt år måtte have seksuelle relationer udenfor forholdet uden at dele nærmere detaljer. Det viste sig dog hurtigt, at de havde brug for at tale om det – de var for nysgerrige! Men de var åbne om det og længtes efter at forstå hinanden endnu dybere.
I næste fase besluttede de sig for, at de sammen ville opsøge oplevelser – som par. De begyndte at tale åbent om deres fantasier, grænser og længsler. De fandt ud af, at selve samtalerne, den fælles nysgerrighed og den boblende latter var endnu mere berigende end de faktiske oplevelser med andre par.
Senere begyndte de at rejse sammen og eksperimentere med rollespil – som at mødes i barer med nye aliasser, flirte og genskabe deres egen gnist. De blev ikke bare kærester på ny – de blev medskabere af et mere levende og frit forhold.
Da manden senere fik et tilbagefald i sin sygdom, viste det sig, hvor stærk deres kærlighed og samhørighed var blevet. De bar hinanden gennem de svære stunder – med endnu mere nærvær og støtte end før.
I dag kommer de fast i parterapi hver sjette måned, ikke fordi de har problemer, men fordi de ønsker at blive ved med at være i bevægelse – sammen og med mig som deres vidne og space holder.
Når friheden bæres af trygheden
Det viste case-eksempel er et billede på, hvordan nogle par – med et solidt og trygt fundament – kan finde ny livfuldhed, nærhed og samhørighed gennem en fælles udforskning. Netop fordi relationen allerede var præget af åbenhed, respekt og følelsesmæssig tryghed, kunne de navigere i det sårbare og samtidig bevare forbindelsen til hinanden.
Men det er langt fra alle par, der kan gå denne vej uden først at tage fat i de gamle lag. Som parterapeut ser jeg desværre også mange, hvor ønsket om at åbne forholdet bliver en flugt eller en bombe omkring uforløste konflikter, ensomhed eller følelsesmæssige sår, der endnu ikke er mødt og helet.
Hvis tilknytningen er præget af gamle traumer, svigt eller manglende tillid, kan et åbent forhold komme til at virke mere som et kaos end en mulighed. For disse par er det nødvendigt først at skabe et trygt rum, hvor de kan bearbejde deres relationelle mønstre og sårbarheder, før de begiver sig ud i noget nyt.
Uanset hvad, handler det ikke om formen på forholdet – men om kvaliteten i forbindelsen. Om modet til at være ærlige, sårbare og nysgerrige sammen. Og nogle gange er det første skridt ikke at åbne forholdet, men at åbne samtalen.