Hvordan kan vi tale med vores børn og støtte dem, når de har angst?
Et ungt par i min praksis fortæller at deres syvårige datter, Emma, ikke ville sove og havde angst. Hun var i tvivl om der skal være krig i verden. I skolen havde en dreng sagt, at der er krig i verden og fortalt om bombefly, der flyver ud og bomber og sprænger alt i luften. Forældrene har også set tv og talt meget om situationen i Frankrig, hvor de kommer hvert år på sommerferie. Parret var begge forfærdede over at opleve, hvordan den skærpede retorik, der flyder fra medier og tv-skærmen helt ned i skoleklassen, havde påvirket deres barn. De var overraskede over hvor meget deres egne samtaler, som var foregået i ro og mag, havde forplantet sig i den 6-årige pige. Emma turde ikke sove, af frygt for at fly vil komme og bombe. Som det gode forældrepar de er, havde de taget Emmas frygt seriøst, og sat sig ned og talt med hende om de oplevelser og følelser, der er forbundet med de tanker hun har gjort.
I den mentaliserende og emotionsfokuserede terapi arbejder vi på at sætte os i barnets sted, og forstå de følelser og oplevelser, der er forbundet med de overvældende følelser. I de fleste tilfælde trøster vi vores børn og giver omsorg. Måske siger vi, at de ikke skal være bange, for mor og far er her. Vi krammer og trøster som gode forældre gør, men vi får ikke helet og nedsat den frygt og angst, der lever i barnets sind.
Ved at blive opmærksom på de mekanismer, der blødgør et oprevet nervesystem (inddrager begge hjernehalvdele), vil man møde sit barn og støtte det i selv at kunne danne nye billeder på de følelser og oplevelser, der lever i barnet.
Et eksempel på parrets umiddelbare reaktion:
Datter: Far, jeg er bange, jeg kan ikke sove, fordi jeg er bange for at bombeflyene kommer her og kaster bomber på os.
Far: Jeg er hos dig. Du skal ikke være bange. Der kommer ingen fly her. Prøv at se hvor dejligt her er og stille. Mor og far passer på dig. Der sker ingenting. Så gå du nu trygt til ro og sov igen.
Med den nye indsigt som forældre med et mentaliserende fokus vil vi forsøge at kontrollere barnets indre frygt og skræmmende billeder og samtalen kan lyde:
Datter: Far, jeg er bange, jeg kan ikke sove, fordi jeg er bange for at bombeflyene kommer her og sprænger os i luften.
Far: Jeg kan godt forstå at du er bange. Det kan være svært at have den slags tanker inde i sit hoved. Ved du hvad du kan gøre? Du kan faktisk ændre de billeder til nogle mindre skræmmende og meget mere sjove. Kan du huske da vi fløj på sommerferie og du fik lov til at se kaptajnens cockpit? Kan du huske hvor sjovt det var at få lov til at tage hans kasket på?
Datter: ja den var alt for stor
Far: Kan du huske hvad du følte da du var kaptajn?
Datter: Ja, jeg grinte og du satte bamsen ved siden af, så den var pilot
Far: Kan du forestille dig, at du nu fik lov til at flyve flyet og fylde det op med gaver til alle børn i verden? Så kunne du flyve henover alle huse og kaste gaver ned til alle børn?
Datter: Orv ja, og jeg kan invitere alle børnene op i mit fly og så kan de alle sammen lave gaver til hinanden?
Far: Ja det lyder som en sjov ide.
Datter: Ja og jeg kan flyve henover skolegården og kaste fodbolde ned til alle.
Far: Det var en god ide.
I samtalen møder faren sin datters frygt. Han forsøger at støtte hende i at skabe et nyt billede, som hun kan integrere i sit nervesystem og henleder opmærksomheden på et oplevelse, der var god og som barnet umiddelbart kan associere til noget godt. Vi kalder det, den følte fornemmelse. Det far gør her er at aktivere hele datterens system – fysisk, mentalt, følelsesmæssigt og han møder hende, der hun er, uden at benægte eller fjerne oplevelsen. Datteren kan skifte sin oplevelse og billedet ud, så følelsen ikke er så overvældende og svær at være med mere.
Datteren lærer at man ikke er sine tanker, men at man har tanker. Hun lærer at tage kontrol over de svære følelser, der er forbundet med de svære tanker. Hun kan ændre situationen til en oplevelse, der får hendes indre system til at falde til ro. Og hun lærer at støtte sig selv, når noget føles svært.
