Du kan jo tælle får – om depression og angst

Karen er en kvinde på 62, der er i et fast parforhold, men bor for sig selv. Hun har tre voksne døtre og seks børnebørn. Hendes hjem er fyldt med billeder af børn og børnebørn. Der er tegninger, spil og legetøj overalt, hvilket vidner om et stort hjerte, der banker for børnebørnene.
I januar i år stopper Karen med sin eneste store last, rygning. I månederne herefter får hun det tiltagende dårligt. I begyndelsen af maj beslutter hun sig for at søge læge, og får ordineret antidepressiver (som Karen kalder lykkepiller). Efter nogle dage bliver hendes tilstand værre, så slem, at hun tænker på at tage sit liv, og får tilskyndelse til at springe ud over altanen.
Karen bliver indlagt med diagnosen depression og angst. Hun har det nu så dårligt, at hun slet ikke kan være med sig selv. Hun får stærkt beroligende og vanedannende medicin. Og der gives flere slags medicin oveni, for at finde ud af hvad der hjælper hende. På 10. dagen har hun en god dag. Det er også den dag, Karen har sit først møde med overlægen. Hun er glad og tror at alt er godt nu. Men det varer kun en dag. Herefter vender hun tilbage til mørket og depressionen.
Tilsyneladende havde det ene møde med overlægen resulteret beslutningen om, at Karen skal sendes hjem. Uagtet at Karen har det meget svært, indkalder afdelingssygeplejersken til et møde med det formål at sende hende hjem. Med til mødet er en sygeplejerske fra distriktspsykiatrien foruden Karen, hendes datter og undertegnede. De to fagpersoner taler henover hovedet på Karen, der sidder og græder. Det eneste Karen fokuserer på, er angsten for angsten der kommer om natten, når hun er alene.
Afdelingssygeplejersken mener, at datteren må sove hos sin mor. Der føres ingen reel samtale. Der er ingen omsorg eller empati for den grædende Karen i mødet. Relationen mellem personalet og Karen er lukket.
Datteren, der er alene med tre børn, siger, at hun selvfølgelig gerne vil passe sin mor, men hun tør ikke tage ansvar for hende, når der er selvmordstanker. Karen ser ned i gulvet, hun siger ganske stille, at hun godt er klar over, at hun skal tilbage og have sit liv til at fungere, men hun føler sig slet ikke klar. Slet ikke til at være alene om natten. Hun er bange for ”hvad der kan ske”. På intet tidspunkt ser Karen på de to kvinder. Sygeplejerskerne taler sammen, men ikke til Karen. De taler om praktik, logistik og medicin.
Mødet afsluttes med den ”trøst”, at Karen kan få noget ekstra medicin til at klare angsten, hvis hun vågner om natten. Og der kan komme en fra hjemmeplejen på aftenbesøg.

Karen og datteren går ud og sætter sig på en bænk. Karen ryger en cigaret og græder. Hun er fuldstændig fokuseret på angsten for angsten. Og hvorfor hun skal hjem nu. Datteren ryster på hovedet. Hun kan godt forstå, at sygeplejerskerne har et arbejdspres, og hjemsendelsen er nok ikke er deres ide. Men hun forstår ikke den ikke den manglende forståelse og omsorg for moderen. 
Efter 15 minutter kommer afdelingssygeplejersken tilbage og indkalder Karen til en ny samtale. Datterens gæt er, at distriktspsykiatrien ikke kan tage imod en patient i så dårlig fatning. Denne gang skal Karen mødes med vagthavende læge. En meget ung mand, der kunne være hendes barnebarn. Han fortæller, at han godt kan forstå, at hun har det meget skidt. Han siger, at det nok også er forkert at sende hende hjem nu. Karen kan blive på afdelingen, men skal love ham, at hun prøver at sove hjemme. Det er tydeligt, at Karen føler sig lettet og mødt. Hun sænker skuldrene og ser op på ham.
Lægen siger også, at hun ikke længere kan få de ”hvide piller”, de stærke benzo´er, men i stedet et præparat, med samme effekt som de ”hvide piller”. Tidligere havde Karen gjort modstand, fordi en sygeplejerske uden nærmere forklaring meddelte, at hun ikke måtte få ”de hvide piller”. Men Karen samarbejder med lægen og anerkender hans beslutning.

Under hele samtalen ser lægen kun på Karen, taler direkte til hende og er nærværende i blikket og tonefaldet. Atter engang fortæller Karen om sin angst for nætterne og for de negative tanker. Lægen tænker et øjeblik og svarer, at hun må forsøge at aflede sig selv. ”Måske skal du tælle får”, anbefaler han.
Hun kan også meditere eller prøve at tænke på noget rart, f.eks. børnebørnene for at aflede sig selv, fortsætter de gode råd.
Karen, der intet aner om meditation, har slet ikke forstået ideen med lægens råd. Og hun ved ikke hvordan hun skal gøre.
Efter mødet sidder hun og mumler lidt om at tælle får. Datteren griner og joker lidt på ideen om fåretællingen. Det letter stemningen lidt. Karen er heldig, fordi hun har døtre, der kan støtte hende. Samarbejdet mellem de pårørende og personalet er desværre ret begrænset. Det drejer sig primært om medicin og konkrete behov. Men for Karen er det altafgørende, at de er der.

Set fra min stol ville det være en stor hjælp, hvis psykoterapien også var til stede i behandlingsforløbet både på afdelingen og i alle faserne mod helbredelsen. Når Karen er parat, kan den medfølende dialog, nærværet og et samarbejde om aktiviteter være med til at Karen får en accepterende tilgang og forståelse af sin sygdom. Det kan bevirke, at angsten lempes.
Som det fremgår af ovenstående to møder, er det meget tydeligt, at det første møde lukkede ned for samarbejdet og det andet møde skabte rum for samarbejde. Målet med begge møder var det samme; at Karen skulle hjem og sove hjemme. Men udfaldet af møderne var vidt forskelligt. De to sygeplejerskers håndtering af sagen, foregik på en uempatisk måde og fraværet af relationen bevirkede kun, at Karen faldt dybere ind i mørket og angsten. I det andet møde var lægen imødekommende og accepterede Karens ønske om at kunne blive lidt længere, hvis hun ville forsøge at sove hjemme.

Selvom Karen var sløvet af medicin og befandt sig i sit grå mentale rum, var der en tydelig kropslig reaktion af lettelse og dybere vejrtrækning, da hun blev mødt og rummet af lægen. Trods sin depressive tilstand har Karen brug for at blive mødt og rummet. Som psykoterapeut er jeg vant til at læse og forstå kroppens og sindets reaktioner og kan spejle dem, så klienterne bliver bevidste og kan integrere læringen, og opnå forståelse for, hvor de er. Det er vigtigt, at der er troværdighed i samspillet, at man sikrer, at klienten kan følge og har tillid til processen.
På den måde vil klienten med tiden lære at mestre sin situation, hvilket giver grobund for komme videre.
På grund af den måde vores offentlige system er indrettet, kan patienter som Karen kun henvises til støttende samtaler hos psykolog. Der er ofte lang ventetid, og derfor bliver der ingen god, glidende overgang fra indlæggelsen og den videre behandling. Der er mange kompetente, erfarne psykoterapeuter, der kan støtte disse patienter/klienter. Det er på tide, at der sker en åbning i behandlingsforløbet, så det er patienternes omsorg der tages hensyn til, ikke rigide systemer.