Er der noget om det gamle ordsprog; Gammel kærlighed ruster ikke, der har fået en renæssance i denne coronatid? Overvejer du også at gå tilbage til eks´en?
I det forløbne år har meget ændret sig og en af de ting, jeg har erfaret, er at flere klienter har genetableret sig i et forhold med deres eks partner. Det føles nærliggende at spørge om det en særlig følgevirkning af livet i coronatiden.
I 2020 blev vi begrænset i vores udfoldelser. Kunne ikke mødes i byen på samme måde som før, skal stadig ses i vores egne bobler, holde afstand, spritte af og kan ikke omgås med nye mennesker, uden det kræver særlig omtanke. Det er ikke nemt at gå på date, når man ikke lige kan mødes på hjørnet til en kop kaffe eller på en bar.
Jeg ved ikke om det at søge tilbage, er et symptom på samfundsrestriktionerne eller om det er ganske tilfældigt, men flere af mine klienter, har valgt at prøve lykken med en tidligere partner, fremfor at søge nye muligheder for kærligheden. Måske er det mere trygt?
Nogle har virkeligt arbejdet med sig selv efter et brud og tænkt mange tanker forud for genoptagelsen af forbindelsen. Terapirummet har været fyldt med spørgsmål som; Hvordan kan jeg blive en bedre udgave af mig selv? Hvordan kan jeg lære af de ting, som skabte konflikter? Hvad var egentligt min andel i det der skete? Hvordan kan jeg blive den person, jeg inderst inde gerne vil være? Kan jeg nu lytte til eller forstå de ting, som jeg måske negligerede eller ikke havde modet til at høre på? Hvorfor kæmpede jeg ikke mere for relationen? Gennem individuel terapi har de fået ”pudset” brillerne og kan se både indad og udad med ro i sindet, en større tro på sig selv og evnen til at forstå, hvad der ligger bag reaktionerne.
Jeg tror ikke det er tilfældigt at vi søger tilbage til det vi kendte, ikke passede nok på eller gik med skyklapper overfor.
Klienter, der tidligere var gået fra deres partner, fandt sammen igen eller endte med at opsøge en gammel kærlighed fremfor at søge lykken med en ny.
Efter lang tids overvejelse viste det sig, til den opsøgende parts store glæde (og overraskelse) at det var gensidigt! Det vidner om, at der nok er noget om det gamle ordsprog.
Nogle var etableret i nye forhold. Men fælles for dem var et stigende ønske om at tage kontakt til eks´ en. I et tilfælde var der børn, så det var nemt at mødes og tale sammen. I et andet skulle der en del flere anstrengelser til at ses ”tilfældigt” igen! Resultatet blev at de valgte hinanden igen. Deres historier gik langt tilbage og som årene gik, blev udlængslen og frihedssulten større. I dag mener de ikke, at ”græsset var grønnere”, men de har lært meget om sig selv og hvad der var godt i den gamle relation.
Der er noget smukt ved at se på sin gamle kæreste med nye, friske øjne og værdsætte den kvalitet der ligger i, at kende hinanden og ville arbejde i dybden med relationen.
Men det er ikke altid, det er så rosenrødt, for vi har det med at lægge triste erindringer bag os eller glemme stenen i skoen, i vores iver for ikke at være alene eller for at dæmme op for en ensomhedsfølelse.
At der er en åbenhed for at give det der var, en ny chance og se på det med nye friske øjne, kan være en meget stærk faktor for en god relation. Ligesom det kan være godt at have været ude og prøve lykken andre steder, mærke sig selv og opleve noget andet, for at blive klogere på sig selv.
Flere par vil i kommende parterapi sessioner, begynde deres ”nye-gamle” relation på en frisk, med kærlig støtte fra parterapeuten. De vil dele og være åbne for de ærlige dialoger, der skal til, for at sikre at de ikke begår de samme fejl.
I EFT parterapi får parrene et slags GPS over deres negative mønstre, så de ved, hvad der sker, når det begynder at skride for dem. På den måde kan de hurtigere rette skuden op og få den vendt. De kan hurtigere reparere et ”nedbrud” på en måde, der ikke ødelægger dem. De arbejder sig hen imod et positivt mønster og bliver et team om deres fælles fremtid.
Ville det være lige så markant i en ikke-coronatid? Jeg ved det ikke og jeg aner ikke om andre kollegaer, parterapeuter, oplever det samme.
Jeg har arbejdet med mænd, der har været gennem en lang proces. Fra lettelse over at være blevet fri for et konfliktfyldt forhold, til glæden ved at føle friheden for sidenhen at komme i kontakt med sorgen over at det ikke lykkedes. De har i terapien valgt at se indad og erkende nogle af de ting, de måske ikke havde adgang til midt i en ophedet diskussion. De har fået adgang til på den ene side deres maskulinitet og på den anden side en sårbarhed og ærlighed, der tiltaler en partner og gør en nærværende.
Og jeg ser kvinder, der egentligt ikke føler, det hele var så meget bedre med en ny partner. De havde følelsesmæssigt involveret sig med en ny, men kommet til den erkendelse, at der var noget grundlæggende ved deres eks, som de holdt meget af.
Der var nok en grund til at gå, men hvis klienten kan mærke, at eks partneren har udviklet sig og arbejdet med de ting, der var konfliktoptrappende eller triggede, så er der håb for at de kan lykkes.
Det er i øvrigt ikke et mand-kvinde tema, men et relationelt tema, der gælder alle typer forhold. Parrene kan gennem parterapien begynde at se deres eks, som en mere nærværende og ligeværdig person og få en indsigt der styrker forholdet.
”Gammel kærlighed ruster ikke”. Jeg tror, det at det vi er trygge ved, er en trend i en coronatid.
