Der er ikke meget godt at sige om coronatiden og nedlukningen. Især ikke for de mange, der har mistet deres kære, deres jobs eller kæmper med deres levebrød.
Med dette indlæg vil jeg give min feed back på en anden effekt af nedlukningen, baseret på klienternes egne ord og oplevelser. Det handler om genopdagelse eller bare opdagelse af kvaliteter som ro, nærvær og følelsen af at være sammen om familien og opgaverne i hjemmet.
Som par-og familieterapeut møder jeg i hverdagen par, der er ved at give op for presset, travlheden og hamsterhjulets stressende funktion. Ja, alle ved godt at det ikke er godt for helbredet og slet ikke godt for relationen, når det hele kører på autopilot på bekostning af nærværet. Og så kommer konflikterne og parrene kaster håndklædet i ringen eller møder en, ”Jeg kan tale med om alt og som forstår og rummer mig som den jeg er”!. Og det er bare så forståligt. Det er så svært at gøre noget ved det, når man står midt i det.
Men corona nedlukningen trak familierne ud ad hamsterhjulet og det er med stor glæde når jeg lytter til sætninger som: (klienternes ord)
– ”Vi genfandt roen og hinanden”.
– ”Jeg er nu sikker på at min 9årige søn ikke har ADHD, aldrig har han været så glad og rolig og fokuseret ”(sagt af en læge)
-”Vi fik lavet en arbejdsfordeling mellem at passe jobbet og barnet”.
– ”Vi fandt det fantastisk at gøre ingenting eller sidde på gulvet med Lego alle sammen – aldrig har børnene været så nemme”
-”Vores sex- og samliv er tilbage på sporet”.
Og jeg kan blive ved og ved. For parrene og individuelle klienter der her fortæller om deres oplevelser, er mennesker, der har valgt at arbejde for deres relation, familie eller sig selv, så de kan vedblive med at udvikle sig som mennesker.
De er opmærksomme på og ønsker at skabe forandring. Corona nedlukningen var en gave til dem.
Først og fremmest blev alt udenom familiens kerne skåret væk. Et par fortæller, at de blev klar over, hvor mange aftaler der normalt fyldte i kalenderen og manden fortæller, med en stærk berørthed, hvilken effekt det havde på ham og familien, når kalenderen var tom.
En læge fortæller, at selvom han passede et fuldtids lederjob på hospitalet, så føltes det som en befrielse at opdage, hvor meget ro og overskud der var, fordi man blot skulle direkte hjem og være med familien.
En klient har taget konsekvensen og selv valgt at tage en pause fra jobbet, for at slappe af og gøre lige hvad han lyster i en periode. Et par vil købe sommerhus for at skabe balancen mellem arbejde og fritid. Nogle har taget det helt seriøst at slukke alle digitale platforme lørdag og søndag. Kreativiteten er blomstrende hos familierne, fordi når energien er blød og vi er i balance åbner det op for nye muligheder og kreativitet.
Det store spørgsmål vi arbejder med lige nu er; Hvordan kan vi fastholde den velgørende erfaring fra coronanedlukningen? Hvordan kan vi undgå at ryge tilbage i hamsterhjulet?
De samtaler fylder i terapirummet, for vi er vanedyr og hele samfundet er bygget op på en måde, så vi konstant er i kapløb med tiden.
Og det har åbnet øjnene for nogle, som ikke ønsker sig tilbage i tilstanden; at være bagud hele tiden. At skulle nå det hele på den halve tid.
Det er ikke fordi man skal lægge ansvaret fra sig, men det er åbenbaringer og fysiske erfaringer, som er kommet frem i coronatiden.
Hvordan bevarer vi den langsommelighed, der har givet os roen og nærværet tilbage?
Netop ordet langsommelighed – bogstaveligt talt at træde på bremsen, er kodeordet. Det der sker i langsommeligheden er netop at sindet, kroppen og sanserne kan følge med. Det åbner for at vi kan rumme og møde hinanden – præcis som da vi var nyforelskede, nysgerrige og undersøgende omkring hinanden. Og vores børn? Deres nervesystemer falder til ro, når der er ro og forudsigelighed hos de voksne. Det er så enkelt og naturligvis så svært, fordi vi hurtigt mærker presset fra alt omkring os igen. Fordi kalenderen hurtigt tager over. Vi skal tale om det, hvis vi skal forholde os til det.
Har jeg ikke haft krise par i coronatiden? Jo da, en kvinde ringede mens manden bogstaveligt var ved at smadre tv´et. Noget var blevet for meget. Men det var nok sket alligevel, coronatid eller ej. Jeg ved ikke, hvad der var årsagen til konflikten, men jeg kunne høre på kvinden, at det ikke var første gang.
Coronanedlukningen gav os mulighed for at mærke efter, hvad gør det ved mig? Hvad har jeg brug for? Hvad betyder noget for mig, for os?
Jeg håber at de gode erfaringer vil vare længe.
