Vores indre barn – perfektionisten

Jeg faldt over en lille tekstbid, der fint og nænsomt rammer et kernetema, som mange af mine klienter kan nikke genkendende til:

”Inde i hvert eneste barn er der en sovende by. I byen er der en sø, som hedder erindring. Når et barn oplever noget slemt, kan barnet tage det slemme med sig ned til søen i den sovende by. I søen bor Den Store Gamle, som passer på alle tingene, indtil barnet en dag er stort nok til at gå ned til søen og møde alt det slemme, som er dernede. En dag kalder Den Store Gamle, for hun ved når man er klar. Den Store Gamle rækker alle tingene op gennem vandet, og ikke før man har kærtegnet hver eneste ting, kan man få den man elsker. Og det er derfor der er mange, som ikke tør elske, for når hjertet åbner sig, kalder Den Store Gamle gennem sprækken, der var ment som en dør for den elskede.”

Forestil dig at du går ned til søen – tænk over hvad Den Store Gamle vil række op til dig. Tag imod det der kommer og giv det et kram. Det er også en del af dig. Det er det der sker, når du tager din skygge til dig.

”Når vi lægger et kontrolapparat ind over os selv, bliver vi mindre. Jeg vil kontrollere alt det uperfekte bort. Alle mine skævheder og alle mine mangler, alt det der er opstået, fordi der ligger vraggods på bunden af søen. Vraggods der har gjort mig til den jeg er i dag.”

Jeg har set min far dø pludseligt, blive kørt bort og jeg skulle aldrig mere se ham. Episoden har skræmt mig, og gjort mig bange for at miste. Jeg har haft stort behov for tryghed, fordi jeg er bange for at miste dem jeg elsker. ”I dag har jeg en bevidsthed om at det ikke er hele min sandhed. Men det er en del af mig og jeg kan rumme den side”. I mange år var jeg bange for at vise den del af mig selv. Jeg udviklede en meget kontrolleret side af mig selv. Var min egen hårde kritiker, og ville være perfekt for at dække over min sorg, angst, uperfekthed – ikke at være god nok. Men er det ikke det, der gør mig menneskelig? At jeg kan føle rædsel, afmagt, frygt, utilstrækkelighed. At jeg kan være uperfekt.

Mange klienter kommer med angst for at møde vraggodset i søen. ”Når vi har kontrol, når vi er perfekte, når vi kontrollerer sprækken i hjertet, så den ikke springer op som en dør, ja så rækkes der ikke noget op til os, som vi måske kan have svært ved at favne. Men uanset det, kan livet nogle gange sparke døren, så voldsomt op, at vi simpelt hen står uforberedte. Og når livet sparker os derhen, så er der ligesom ikke så meget at gøre. Pludselig mister vi en vi elsker. Vores mand/kone kommer hjem en dag og siger, han/hun har fundet en anden. Pludselig mister vi noget, som vi troede vi havde under fuld kontrol.

Men måske behøver vi ikke vente, til vi bliver sparket derhen. Vi kunne lige så stille begynde at omfavne vraggodset på bunden af søen. Vi kunne tåle det og ære det som en del af os. For hvis vi ikke evner dette, risikerer vi at livet bliver en lang kontrolforanstaltning, med det ene formål at holde dem, vi virkelig er, gemt væk på bunden af den store sø. Vi viser verden det fejlfri og det perfekte. Når det så revner og sprækker, kan de måske alligevel ikke holde os ud. For det var ikke, hvad de havde regnet med. Og det er ikke alle, der gider gøre en indsats, når partnerens facade krakelerer, og fejl og mangler kommer op til overfladen. Og det er vel derfor vi holder godset gemt væk på bunden af søen.

For kan de elske mig, hvis de ser hvem jeg virkelig er? Kan de elske mig, hvis de ser hvem jeg OGSÅ er?” Og kan jeg elske mig selv, hvis jeg ser hvem jeg er ? Det sidste er nok det langt det vigtigste spørgsmål.

”Ved at være fejlfri og perfekt udelukker vi alt levende ukontrolleret liv. Når vi forsøger at være perfekte kvinder, dræber vi kvindeligheden i os. Hvad er perfekt?” At favne den lille pige og sårbarheden i os, kan være en farbar vej til at møde den frie, kraft vi har i os. Hende vi var engang. Før vi fik at vide at vi ikke var gode nok. Det er barnet der ser et mirakel i en blomst, eller kan fortabe sig i en mariehøne og sende den af sted, med ønsket om godt vejr i morgen. Men vi kan ikke nå det, før vi har favnet vraggodset i søen.

Nogle mennesker er så sårede på det sted, at de har et stort stykke arbejde at gøre, før den autentiske kvinde (mand) begynder at vise sig. I det terapeutiske rum kan du arbejde med dit indre barn og møde de sider af dig selv, skyggerne, som med dig som blinde passagerer i dit liv. Vi arbejder langsomt og trygt ind i dine kernetemaer og udfolder de emner, der bevidst/ubevidst styrer og kontrollerer din adfærd – og som har stor betydning for dig i dine relationer. Når du kan favne dine skyggesider og invitere dem indenfor i dit liv – først da vil forandringen begynde.