I de senere år har jeg arbejdet med flere par, der ønsker at udforske alternative former for samliv. Disse former kan f.eks. omfatte (ikke udtømmende):
a: Åbne forhold: Her har parret mulighed for at kunne have seksuelle relationer med andre men det er ikke baseret på andet en sex
b: Cola-forhold Par, der bor hver for sig, men stadig er i et kærlighedsforhold og hvordan det skal udmønte sig
c: Polyamori: At leve i en kærlighedsrelation med flere partnere
Der er mange måder at leve sammen på, og med den stigende interesse for alternative samlivsformer, stilles der samtidigt større krav til os parterapeuter. Vi skal både forstå deres dynamikker og kunne støtte parret i deres rejse mod at realisere deres ønsker og behov. Parrene varierer meget men fælles er at de ønsker et liv med den de elsker men det skal ikke være et konventionelt parforhold. De har svært ved at se sig selv i billedet af den traditionelle kernefamilie. Måske har de ikke gode erfaringer fra egen opvækstfamilie, Måske ønsker de at eksperimentere. Men det er ikke samme billede som i de frigørende 60ére. Det er på en anden måde og med et andet udgangspunkt. De ser sig faktisk som ret loyale og tro overfor deres primære partner.
At vælge polyamori kræver, at begge parter er enige og har reflekteret grundigt over beslutningen. De par, jeg har arbejdet med, ser polyamori som en mulighed for at føle kærlighed til og elske andre end den partner, som de lever i et fast forhold med eller har familie med.
Vejen til polyamori kan være udfordrende. Mange spørgsmål opstår, og det kan være angstprovokerende, når ens elskede pludselig ønsker at elske og føle kærlighed for en anden. Dette kræver en enorm tillid og tryghed mellem parterne. Det kræver at man ser på sig selv, sin historie, kultur og værdier og mærker godt efter.
For par, hvor der har været tillidsbrud som f.eks. utroskab, misbrug eller andre udfordrende temaer, kan processen være både smertefuld og risikabel. Ofte ender det ikke med enighed eller den fornødne tryghed mangler og det skaber vedvarende konflikter. Nogle par finder dog en mellemløsning, hvor kun den ene lever polyamorøst, mens den anden ikke har samme behov eller ikke ser sig selv som poly.
Jalousi, sammenligninger og svigtfølelser kan dominere, især hvis den ene partner ikke er helt med på ideen om den type livsform. Selv med aftaler på plads, kæmper den ikke-polyamorøse partner ofte med svingende følelser af accept og modstand.
Det er mennesker, der giver udtryk for at de ønsker et modent forhold, hvor de ikke “ejer” hinanden, og hvor deres syn på sex og samliv er ens. Men følelser er komplekse, og gamle erfaringer som svigt eller ”ikke at være god nok” kan let blive trigget. Også selvom man rationelt har accepteret at livsformen kan følehjernen dog stikke i alle andre retninger og især have brug for omsorg.
Det er en stor gave at være parterapeut få lov til at bevidne menneskers processer. Uagtet om de kommer i mål med deres ønsker eller ej.
Jeg er forholdets ”ambassadør” og jeg skal ikke presse nogen i en retning, men spejle, støtte, belyse og drage omsorg for at begge bliver lyttet til.
I begyndelsen er terapien ofte præget af reaktivitet og negative eller destruktive samtaler men efterhånden kan det ændre sig. Og døren kan åbnes for samtaler for og imod og her lader parret sig bølge med hinanden i en forståelse af at være med det der kommer og opleves – sammen og skaber tryghed sammen. Det er nødvendigt at give sådanne følelsesmæssigt udfordrende processer lang tid og stor rummelighed.