»Hvis man mister nogen,
stopper man ikke bare brat
med at elske dem«
Tekst: Freja Bøgh Lassen /Politiken Okt. 2024
(Denne tekst er taget fra Politiken den 15.10 24 – den er så fin og troværdig 
at jeg tænkte at dele den og derfor direkte kopieret ind fra avisen)
På en måde var samtalen allerede begyndt mellem den 81-årige mand og mig, inden vi for første gang mødte hinanden i hans entré. Vi vidste det ikke om hinanden på det tidspunkt, men jeg havde læst en af hans bøger, og han havde læst min debutroman, så vi kendte derfor allerede hinandens sprog.
Jeg opsøgte ham, fordi han blandt andet har skrevet bogen ’Kærlighedens pris’. Om, at kærlighed bærer sorg med sig, og at sorgen er en vigtig proces. En del af at være menneske. Hvis du har læst det første kapitel af ’Syg af hjertesorg’, så ved du, at jeg for nogen tid siden for første gang oplevede hjertesorgen, da jeg blev forladt af en kæreste. Og på det tidspunkt havde jeg svært ved at tro på, at sorgen var en vigtig del af min heling. Jeg havde svært ved overhovedet at eksistere, selv om jeg normalt er rimelig stabil i min grundvold.
Da jeg var blevet forladt, var jeg bange for, at mit hjerte nu var slidt op. At det ikke ville være i stand til at elske igen. Jeg vidste på det tidspunkt ikke, hvordan jeg bare skulle lade tiden gå, imens jeg havde det så skidt. Jeg forsøgte mig med alle de midler, jeg kunne komme i tanke om. Flyttede hjem til mine venner, så de kunne sørge for, at jeg spiste og sov. Jeg lå under min venindes tunge kugledyne flere døgn i træk, den trykkede mig hårdt ned i madrassen, så min krop en gang imellem måtte overgive sig til søvnen. Jeg begyndte at gå i terapi. Fortalte folk, jeg mødte, at jeg ikke havde det godt, for at italesætte min sorg. Alt imens jeg ventede på, at tiden bare gik.
Jeg satte mig i stolen over for den 81-årige mand, jeg var taget ud for at besøge. Han hedder Bent Falk. Han er en banebrydende psykoterapeut, teolog, præst og forfatter og er især kendt for bøgerne ’At være – der, hvor du er: om samtale med kriseramte’ og ’Kærlighedens pris’. Jeg vidste allerede godt, da jeg sad dér foran Bent Falk, at jeg ville rende ind i forelskelsen igen. Men jeg var på det tidspunkt i tvivl om, hvornår sorgen ville forlade min krop.
Mig og min daværende kæreste, der forlod mig, talte om det lidt efter bruddet; at vi på et tidspunkt skulle elske igen. At vi med sikkerhed ville komme til det, for at lette min bekymring om, at jeg ikke ville være i stand.
Jeg kan huske, jeg håbede, mit ulykkelige hjerte var et, jeg havde lånt, og at jeg snart ville få mit eget igen. Jeg gav mig selv ro og opladning. Forsøgte at forstå livets vilkår. Og derfor var jeg taget ud til Bent Falk.
»Sorg er hjemløs kærlighed. Man skal tage sorgen alvorligt. Hvis man mister nogen, stopper man ikke bare brat med at elske dem. Sådan fungerer vi ikke, vi har flere lag«, sagde Bent Falk, da vi havde sat os til rette i overetagen med udsigt til en smuk grøn have.
»Se, nu skal jeg fortælle dig om et lille, men meget betydningsfuldt ord, nemlig ordet og«, sagde han så. Et simpelt, men altafgørende og
Forinden havde Bent Falk og jeg mailet om, hvorvidt et hjerte kan sørge og elske på samme tid. Om der er plads i det lille organ. I min krop føltes det, som om der ikke var plads til andet end sorgen. Jeg måtte sikre mig, at der på et tidspunkt ville blive plads til andet og mere. Bent Falks stemme havde en ro over sig, da han fortalte.
»Du spørger, om du kan elske, samtidig med at du er i sorg. Sorgen over et stykke oplevet liv er ikke noget, der enten er i os eller ikke er i os. Hvis du mister en partner og mange år efter hører en melodi, der var jeres, så kan sorgen godt pludselig opstå i dig. Det er følelsen af savn, kærlighed. Som et minde. Du kan godt sørge over en gammel relation, mens du er lykkelig i en ny.
Det er en væsentlig del af psyken at kunne være i det. Sådan er mennesket. Det kan godt elske og være i sorg på samme tid. Man skal selvfølgelig føle sig klar. Men ordet og er vigtigt, for der findes så mange følelser i os på samme tid, og der kan godt være plads til dem, hvis vi er klar til at give dem lov«, sagde Bent Falk:
»Her er samtalen med den nye partner også vigtig. Vi skal kunne rumme hinanden og den bagage, vi har med, for eksempel en sorg fra en tidligere relation. Vi skal invitere hinanden ind med det, vi har med. Du taler for eksempel stadig med ham, der var din kæreste. Det er kærligt, hvis man kan dele, hvad man har på hjerte«.
I vindueskarmen i værelset, hvor vi sad og talte, stod et lille &-tegn i træ. En grå og regnfuld himmel lyste op bag det lille stykke træ, der nu gav min krop lov til at fyldes med ro, selv om den også var fyldt med uro. Pludselig var der plads til begge dele. Bent Falk talte, mens jeg så på grå skyer.
»Det er også vigtigt at holde fast i, at det ikke er sorgen, der er problemet. Det er tabet, der er problemet. Sorgen skal hjælpe os med at slippe det, vi allerede har mistet, så vi ikke bliver en slags levende døde sammen med den, der nu er borte. Du sagde, da du kom, at det ikke havde været til at holde ud at være i din krop på grund af sorgen. Men du holdt jo ud, kan jeg se. Du sidder lige her foran mig. Du er ikke hoppet ud fra nogen bro. Du har åbenbart fundet værdi i at blive. Hvad har du fundet værdi i, siden du har holdt ud? Det spørger jeg folk, der er i dyb hjertesorg. Sorgen kan virke meningsløs, men det kan virke meningsfuldt at fokusere på, hvad man finder værdi i, og der kan godt være plads til begge«.
»Sorgen skal hjælpe os
med at slippe det, vi allerede
har mistet, så vi ikke bliver
en slags levende døde sammen med den, der nu er borte«
Bent Falk, psykoterapeut
Jeg fortalte Bent Falk, at jeg finder stor værdi i de mennesker, jeg har omkring mig. Og som jeg sad der over for ham, gik det op for mig, hvordan jeg i ugerne efter bruddet desperat spillede mere klaver end nogensinde. Hvordan jeg tvang mig selv til at være til stede i de rum, jeg var i, for hverken at tænke på fortid eller fremtid, men kun på nu. Tvang mig selv til at lægge mærke til væggene i et rum, til lydene, mærke min krop, mine led, smagen af min første tidlige kop med kaffe på redaktionen. For på den måde at huske mig selv på, hvad der ellers fandtes at elske.
»Sådan er det. Hvis du mister din frimærkesamling. Hvis ræven spiser hønsene i din hønsegård. Der opstår et hul. Hullet er kærlighedens pris. Men den hjemløse følelse finder hjem i de andre ting, du tillægger værdi. Man skal bare give det tid«, sagde Bent Falk.
Tiden er et slør med hænder
De første dage, efter at jeg var blevet forladt, var jeg sunket sammen i mine venners stue. Dag for dag gik tiden. For jeg skulle give det tid, sagde de. Tiden ville hele mig. Men jeg havde så svært ved at forholde mig til tiden, der hverken havde form eller farve. Jeg havde svært ved at stole på og læne mig op ad noget, jeg ikke kunne tage fat i og røre ved. Jeg har før mærket trangen til at give tiden en krop. Da min mor var syg med kræft, var det svært at skulle finde sig til rette i, at tiden ville give os svar. Som om skæbnen lå i tidens hænder. Og sådan fik tiden hænder. Jeg var bange for tiden, for jeg vidste ikke, hvad den ville bringe.
Men da jeg blev forladt, skulle tiden pludselig være min redning og bære mig ud af sorgen.Jeg gav den en krop som et slør, hvis hænder jeg kunne gribe fat i for at lade mig bære fremad. Og når det gik for stærkt, måtte jeg give slip for en stund og lade tiden flyve videre uden mig, indtil jeg igen blev klar til at gribe fat og flyve af sted. Sådan faldt jeg dag for dag til ro.
Som jeg også skrev i kapitel 1, er det sårbart at blive forladt. Og jeg har haft mange overvejelser om, hvorvidt jeg skulle skrive denne artikelserie. Måske nogle har kunnet læne sig op ad mine ord. Min daværende kæreste har selvfølgelig også læst disse artikler igennem, inden de skulle trykkes.
Bent Falk ser stadig i sin konsultation mennesker i krise. Folk med hjertesorg, der er ramt af kærligheden, som han siger. Det, nogen kalder meningsløshed, kalder han for Gud for at give meningsløsheden mening. Han fortalte mig, hvordan Gud som figur kan bruges til at placere en skyld, en tak. Jeg har svært ved at kalde figuren Gud, så vi blev enige om, at jeg må kalde min for Livet.
»Jeg har aldrig mødt nogen, der ville have været kærligheden foruden, selv om det bar en voldsom sorg med sig. Det er ikke det, folk siger, når jeg snakker med dem. Alternativet vil jo være, at de skal gå gennem livet som zombier. Jo længere du lever, jo flere ord vil du kende, i kraft af det du har oplevet. Jeg kalder det at vokse, som tiden går. Du vokser, så længe du lever. Det holder først op, når du dør. Brug du hellere Livet, det står til rådighed for dig i al slags tid«, det fortalte Bent Falk mig.
